| 1 | Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. |
| 2 | Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt. |
| 3 | Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. |
| 4 | Men de retfærdige skulle glædes de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. |
| 5 | Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. |
| 6 | Faderløses Fader og Enkers Dom, mer er Gud i sin hellige Bolig. |
| 7 | Gud lader de enlige bo i Huse llan udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. |
| 8 | Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela.): |
| 9 | Da bævede Jorden og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. |
| 10 | En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. |
| 11 | Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. |
| 12 | Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. |
| 13 | Hærskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. |
| 14 | Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. |
| 15 | Naar den almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. |
| 16 | Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. |
| 17 | Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig. |
| 18 | Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. |
| 19 | Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud! |
| 20 | Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. |
| 21 | Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden. |
| 22 | Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. |
| 23 | Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, |
| 24 | paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. |
| 25 | Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. |
| 26 | Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. |
| 27 | Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde! |
| 28 | Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Naftalis Fyrster. |
| 29 | Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o, Gud! det, du har gjort os. |
| 30 | Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. |
| 31 | Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. |
| 32 | Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. |
| 33 | I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), |
| 34 | ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. |
| 35 | bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud! |
