| 1 | En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet. |
| 2 | Men jeg nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud. |
| 3 | Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. |
| 4 | Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. |
| 5 | De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. |
| 6 | Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. |
| 7 | Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. |
| 8 | De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. |
| 9 | De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden. |
| 10 | Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem. |
| 11 | Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste? |
| 12 | Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods. |
| 13 | Kun forgæves har jeg. renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed. |
| 14 | Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen. |
| 15 | Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt. |
| 16 | Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne, |
| 17 | indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt. |
| 18 | Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. |
| 19 | Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne. |
| 20 | De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede. |
| 21 | Da mit Hjerte var bittert, og; det stak mig i mine Nyrer, |
| 22 | var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi; |
| 23 | Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand. |
| 24 | Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. |
| 25 | Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden. |
| 26 | Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig. |
| 27 | Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig. |
| 28 | Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger. |
