| 1 | En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord. |
| 2 | Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa. |
| 3 | Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. |
| 4 | Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. |
| 5 | Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. |
| 6 | Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. |
| 7 | De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden. |
| 8 | De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet. |
| 9 | Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor længe det skal vare. |
| 10 | Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig? |
| 11 | Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem! |
| 12 | Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden. |
| 13 | Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene. |
| 14 | Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise. |
| 15 | Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder. |
| 16 | Dagen. hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol. |
| 17 | Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket. |
| 18 | Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn. |
| 19 | Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig! |
| 20 | Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger. |
| 21 | Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn! |
| 22 | Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag. |
| 23 | Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op. |
