| 1 | Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. |
| 2 | Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! |
| 3 | Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. |
| 4 | Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. |
| 5 | Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. |
| 6 | Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. |
| 7 | Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. |
| 8 | Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? |
| 9 | Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? |
| 10 | Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. |
| 11 | Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. |
| 12 | Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. |
| 13 | Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. |
| 14 | Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud? |
| 15 | Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene. |
| 16 | Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. |
| 17 | Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. |
| 18 | De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. |
| 19 | Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede. |
| 20 | Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand. |
