| 1 | En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale! |
| 2 | Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid, |
| 3 | dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. |
| 4 | Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. |
| 5 | Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, |
| 6 | paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, |
| 7 | og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; |
| 8 | og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. |
| 9 | Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. |
| 10 | De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. |
| 11 | Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. |
| 12 | For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. |
| 13 | Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. |
| 14 | Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. |
| 15 | Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. |
| 16 | Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. |
| 17 | Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. |
| 18 | Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. |
| 19 | Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? |
| 20 | Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? |
| 21 | Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, |
| 22 | fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. |
| 23 | Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. |
| 24 | Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. |
| 25 | Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. |
| 26 | Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. |
| 27 | Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. |
| 28 | Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. |
| 29 | Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. |
| 30 | De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: |
| 31 | Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. |
| 32 | Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. |
| 33 | Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. |
| 34 | Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. |
| 35 | Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. |
| 36 | Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. |
| 37 | Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. |
| 38 | Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. |
| 39 | Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. |
| 40 | Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. |
| 41 | Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. |
| 42 | De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; |
| 43 | da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; |
| 44 | da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; |
| 45 | og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; |
| 46 | og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; |
| 47 | han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; |
| 48 | og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; |
| 49 | han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; |
| 50 | bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; |
| 51 | og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte |
| 52 | men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; |
| 53 | og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender. |
| 54 | Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; |
| 55 | og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. |
| 56 | Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. |
| 57 | Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. |
| 58 | Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. |
| 59 | Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. |
| 60 | Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. |
| 61 | Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. |
| 62 | Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. |
| 63 | Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. |
| 64 | Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. |
| 65 | Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. |
| 66 | Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. |
| 67 | Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; |
| 68 | men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. |
| 69 | Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. |
| 70 | Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; |
| 71 | fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. |
| 72 | Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand. |
