| 1 | En Psalme. |
| 2 | Herre! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage. |
| 3 | Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela. |
| 4 | Du har draget al din Harme tilbage, du har, bortvendt din grumme Vrede. |
| 5 | Hjælp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os. |
| 6 | Vil du evindelig være vred paa, os? vil du udstrsekke din Vrede fra Slægt til Slægt? |
| 7 | Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig? |
| 8 | Herre! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse. |
| 9 | Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed. |
| 10 | Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land. |
| 11 | Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden. |
| 12 | Sandhed vokser op af Jorden, og Retfærdighed ser ned af Himmelen. |
| 13 | Dertil skal Herren give det gode, og vort Land give sin Grøde. Retfærdighed gaa frem for hans Ansigt og sætte sine Trin paa hans Vej! |
