| 1 | En Bøn af David. Herre! bøje dit øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig. |
| 2 | Bevar min Sjæl; thi jeg er hellig; frels din Tjener, du min Gud! ham; forlader sig paa dig. |
| 3 | Herre! vær mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag. |
| 4 | Glæd din Tjeners Sjæl; thi til dig, Herre, opløfter jeg min Sjæl. |
| 5 | Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig. |
| 6 | Herre! vend dit øre til Min Bøn Og giv Agt paa Min ydmyge Begæringel's Røst. |
| 7 | Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig. |
| 8 | Der er inæn som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger. |
| 9 | Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn. |
| 10 | Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud. |
| 11 | Lær mig, Herre! din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed, vend mit Hjerte imod dette ene, at frygte |
| 12 | dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og ære dit Navn evindelig. |
| 13 | Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige. |
| 14 | Gud! de hovmodige staa op imod mig, og Voldsmænds Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres Øjne. |
| 15 | Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed. |
| 16 | Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig! giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenestekvindes Søn! |
| 17 | Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskæmmes; thi du, Herre! har hjulpet mig og trøstet mig. |
