| 1 | Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal. |
| 2 | Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. |
| 3 | Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! |
| 4 | Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. |
| 5 | Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed: |
| 6 | Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid. |
| 7 | Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem. |
| 8 | Men Herren skal blive evinde lig; han har beredt sin Trone til Dom. |
| 9 | Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. |
| 10 | Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! |
| 11 | Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre! |
| 12 | Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! |
| 13 | Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. |
| 14 | Herre, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, |
| 15 | paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. |
| 16 | Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. |
| 17 | Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela! |
| 18 | Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. |
| 19 | Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. |
| 20 | Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela. |
