| 1 | Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge, |
| 2 | for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord; |
| 3 | for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished; |
| 4 | for at give de uvidende vid, de unge kundskab og Klogt frem i Lærdom, |
| 5 | og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; |
| 6 | for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deros mørke Taler. |
| 7 | Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning. |
| 8 | Hør, min Søn! din Faders Undervisning; og forlad ikke din Moders Lov; |
| 9 | thi, de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. |
| 10 | Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! |
| 11 | Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstæbe den uskyldige, som er uden Sag; |
| 12 | vi ville, som Dødsriget, sige den levende, ja hele og holdne, som de, der nedfale i Hulen; |
| 13 | vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov |
| 14 | du skal ville tage din Lod iblandt os, vi alle sammen have een Pose: |
| 15 | Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deles Sti; |
| 16 | thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod; |
| 17 | thi folgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne; |
| 18 | og de lure paa deres eget Blod de efterstræbe deres eget Liv. |
| 19 | Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv. |
| 20 | Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; |
| 21 | paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: |
| 22 | Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab? |
| 23 | Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre mine Ord. |
| 24 | Efteldi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt; |
| 25 | og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse. |
| 26 | Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for; |
| 27 | naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder: |
| 28 | Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke, svale, de skulle søge mig, men ikke finde mig. |
| 29 | Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, |
| 30 | fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse: |
| 31 | Saa skulle de æde Frugten af deles Veje og blive mætte af deles egne Raad. |
| 32 | Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv. |
| 33 | Men hvo mig lyder skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde. |
