| 1 | Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder. |
| 2 | Den som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham. |
| 3 | I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv. |
| 4 | Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft. |
| 5 | Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne. |
| 6 | Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er er Kundskab let. |
| 7 | Gak bort fra en Mand; som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber. |
| 8 | Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne. |
| 9 | Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden. |
| 10 | Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde. |
| 11 | De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre. |
| 12 | Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden. |
| 13 | Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse. |
| 14 | Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje. |
| 15 | Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang. |
| 16 | Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg. |
| 17 | Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades. |
| 18 | De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab. |
| 19 | De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte. |
| 20 | Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige. |
| 21 | Hvo som foragter sin Næste, synder; men den; som forbarmer sig over de elenctige, er lyksalig. |
| 22 | Fare ikke de vild, som optænke ondt men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab. |
| 23 | I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel. |
| 24 | De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed. |
| 25 | Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld. |
| 26 | I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt. |
| 27 | Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. |
| 28 | At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse. |
| 29 | Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab. |
| 30 | Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene. |
| 31 | Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som for barmer sig over den fattige, eerer ham. |
| 32 | Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død. |
| 33 | I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers. Indre giver den sig til Kende. |
| 34 | Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel. |
| 35 | Kongens Velbehag er til en klog Tjener; men hans Vrede er over den, som gør Skam. |
