| 1 | Salomo taler om viis og daarlig Tale. Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse. |
| 2 | De vises Tunge giver god Kundskab; men Daarers Mund udgyder Taabelighed. |
| 3 | Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode. |
| 4 | Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden. |
| 5 | Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt. |
| 6 | I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt. |
| 7 | De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa. |
| 8 | De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed. |
| 9 | De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han. |
| 10 | Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø. |
| 11 | Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter. |
| 12 | En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise. |
| 13 | Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet. |
| 14 | Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed. |
| 15 | Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud. |
| 16 | Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro. |
| 17 | Bedre er en Ret grønne Urter, naar Der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos. |
| 18 | En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig |
| 19 | Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er haanet. |
| 20 | En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder. |
| 21 | Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem. |
| 22 | Anslag, blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er rnange Raadgivere, der bestaa de. |
| 23 | Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid hvor godt! |
| 24 | Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsrig et nedadtil. |
| 25 | Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke. |
| 26 | Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene. |
| 27 | Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve. |
| 28 | Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting. |
| 29 | Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn. |
| 30 | Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene. |
| 31 | Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise. |
| 32 | Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand. |
| 33 | Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære. |
