| 1 | Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare. |
| 2 | Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud. |
| 3 | Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren. |
| 4 | Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven. |
| 5 | Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme. |
| 6 | Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand. |
| 7 | Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til. |
| 8 | Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt. |
| 9 | Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme. |
| 10 | Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster. |
| 11 | Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse. |
| 12 | Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter. |
| 13 | En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp. |
| 14 | Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren. |
| 15 | Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre. |
| 16 | Hvo som bevar er Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes. |
| 17 | Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning. |
| 18 | Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham! |
| 19 | Den, hvis vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed. |
| 20 | Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste. |
| 21 | Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa. |
| 22 | Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner. |
| 23 | At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke. |
| 24 | Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen. |
| 25 | Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab. |
| 26 | Den, der overfalder Faderen og bortager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære. |
| 27 | Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord. |
| 28 | Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluerr Uret. |
| 29 | Straftedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg. |
