| 1 | Naar du sidder til Bords hos en Hersker, da agt vel paa, hvad der staar for dit Ansigt, |
| 2 | og at du sætter en Kniv paa din Strube, hvis du har Begærlighed. |
| 3 | Fat ikke Lyst til hans Livretter, da det er bedragerisk Mad. |
| 4 | Anstreng dig ikke for at blive rig, brug ej din Forstand dertil! |
| 5 | Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gsre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen. |
| 6 | Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter! |
| 7 | Thi ligesom han tænker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Æd og drik; men hans Hjerte er ikke med dig. |
| 8 | Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord. |
| 9 | Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab. |
| 10 | Flyt ikke det gamle Landemærke og kom ikke paa de faderløses Agre! |
| 11 | Thi deres Løser er stærk; han skal udføre deres Sag imod dig. |
| 12 | Vend dit Hjerte til Undervisning og dine Øren til Kundskabs Ord! |
| 13 | Vægre dig ikke ved at tugte den unge; thi slaar du ham med Riset, dør han ikke deraf |
| 14 | Du skal slaa ham med Riset og fri hans Sjæl fra Dødsriget. |
| 15 | Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glæde sig, |
| 16 | og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale Retvished. |
| 17 | Lad dit Hjerte ikke være misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i Herrens Frygt! |
| 18 | Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres. |
| 19 | Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaa lige frem ad Vejen. |
| 20 | Vær ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød. |
| 21 | Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klæder en i Pjalter. |
| 22 | Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel. |
| 23 | Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand. |
| 24 | Den retfærdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glædes ved ham. |
| 25 | Lad din Fader og din Moder glædes, og lad hende, som fødte dig, fryde sig! |
| 26 | Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje. |
| 27 | Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snæver Brønd. |
| 28 | Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene. |
| 29 | Hvo har Ak? hvo har Ve? hvo har Trætter? hvo har Bekymring? hvo har Saar uden Skel? hvo har røde Øjne? |
| 30 | De, som sidde længe ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den stærke Drik. |
| 31 | Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned. |
| 32 | Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk; |
| 33 | dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting; |
| 34 | og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten |
| 35 | De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den endnu engang. |
