| 1 | Vær ikke misundelig paa onde Mennesker, og hav ikke Lyst til at være hos dem! |
| 2 | Thi deres Hjerte grunder paa ødelæggelse, deres Læber udtale, hvad der er til Fortræd. |
| 3 | Ved Visdom begges et Hus, og ved Forstand befæstes det; |
| 4 | og ved Kundskab blive amrene fulde af alt dyrebart og yndigt Gods. |
| 5 | En viis Mand er stærk, og en kyndig Mand styrker sin Kraft. |
| 6 | Thi efter Vejlednlng skal du føre din Krig, og hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse. |
| 7 | Visdommen er for høj for en Daare, for Retten skal han ikke oplade sin Mund. |
| 8 | Hvo som tænker paa at gøre ondt, ham kalder man en skalkagtig Mand. |
| 9 | Daarskabs Anslag er Synd, og Spotter er en Vederstyggeliahed iblandt Folk. |
| 10 | Du viste Svaghed paa Naadens dag; din Kraft var ringe. |
| 11 | Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage en at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage! |
| 12 | Naar du siger: "Se, vi kende det ikke, mon da ikke den, som prøver Hjerter, forstaar det, og den, som taber Vare paa din Sjæl, kender det, saa at han betaler dets Gerning? |
| 13 | Æd Honning, min Søn! thi den er god, og Honningkage er sød for din Gane; |
| 14 | lær saaledes Visdom for din Sjæl; naar du finder den, og der er en Eftertid skal din Forhaabning ikke tilntetgøres. |
| 15 | Lur ikke, du ugudelig paa den retfærdiges Bolig; Ødelæg ikke hans Hjem! |
| 16 | Thi en retfærdig kan falde syv Gange og staa op igen; men de ugudelige skulle styrte i Ulykken. |
| 17 | Glæd dig ikke, naar din Fjende falder, og lad dit Hjerte ikke fryde sig, naar han snubler; |
| 18 | at ikke Herren skal se det, og det maatte være ondt i hans Øjne, og han skel vende sin Vrede fra ham til dig. |
| 19 | Lad ikke din Vrede optændes imod de onde; vær ikke og misundelig paa de ugudelige! |
| 20 | Thi den onde skal ingen, Eftertid have; de ugudeliges Lampe skal udslukkes. |
| 21 | Min Søn! Frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt dem, der hige efter Forandringer! |
| 22 | Thi Ulykke fra dem kommer hastelig, og Fordærvelse fra dem begge - hvo kender den? |
| 23 | Ogsaa dette er af de vise: At anse Personer i Dommen er ikke godt. |
| 24 | Hvo som siger til den skyldige: Du er retfærdig, ham skulle Folkeslægter for ham. |
| 25 | Men dem, som straffe ham, en skal det gaa vel, og der skal komme en god Velsignelse over dem. |
| 26 | Kys paa Læber giver dem, som svarer med rette Ord. |
| 27 | Beskik din Gerning derud, og gør den færdig for dig paa Ageren; byg saa siden dit Hus! |
| 28 | Bliv ikke letsindigt Vidne imod din Næste; og du skulde besvige med dine Læber? |
| 29 | Sig ikke: Ligesom han gjorde mig, saa vil jeg gøre ham; jeg vil betale enhver efter hans Gerning. |
| 30 | Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard, |
| 31 | og se, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult med Nælder, og Stengærdet derom var nedbrudt. |
| 32 | Der jeg saa det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saa til, jeg annammede en Lærdom: |
| 33 | At sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge -, |
| 34 | saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvæbnet Mand. |
