| 1 | Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare. |
| 2 | Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind. |
| 3 | En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg. |
| 4 | Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig. |
| 5 | Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne. |
| 6 | Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare. |
| 7 | Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund. |
| 8 | Som den, der binder Stenen fast i Slynten, saa er den, der giver en Daare Ære. |
| 9 | Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund. |
| 10 | Som en Pil; der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende. |
| 11 | Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed. |
| 12 | Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham. |
| 13 | Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne. |
| 14 | Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng. |
| 15 | Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund i en. |
| 16 | Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt. |
| 17 | Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved. |
| 18 | Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død, |
| 19 | saa er den siger: Skæmter jeg ikke? |
| 20 | Naar der intet Ved er mere udslukkes Ilden; og naar der inæn Bagvadsker er, stilles Trætte. |
| 21 | Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv. |
| 22 | En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de irld i inderste Bug. |
| 23 | Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte. |
| 24 | Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig. |
| 25 | Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; Vederstyggeligheder i hans Hjerte. |
| 26 | Den, hvis Had skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen. |
| 27 | Hvo som graver en Grav, gaa skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage. |
| 28 | En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald. |
