| 1 | Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde. |
| 2 | Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber! |
| 3 | Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge. |
| 4 | Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge? |
| 5 | Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed. |
| 6 | Saar af en Elsker ere velmente, men den hadefuldes Kys ere rigelige. |
| 7 | En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl. |
| 8 | Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted. |
| 9 | Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad. |
| 10 | Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; hedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte. |
| 11 | Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig. |
| 12 | Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde. |
| 13 | Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld. |
| 14 | Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse. |
| 15 | Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden. |
| 16 | Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie. |
| 17 | Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt. |
| 18 | Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres. |
| 19 | Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske. |
| 20 | Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. |
| 21 | Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser. |
| 22 | Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham. |
| 23 | Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene! |
| 24 | Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer fra Slægt til Slægt? |
| 25 | Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes. |
| 26 | Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd. |
| 27 | Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger. |
