| 1 | Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være. |
| 2 | Naar der bliver mange retfærdige, skal Folket glædes; men naar en ugudelig hersker, skal Folket sukke. |
| 3 | En Mand, som elsker Visdom, glæder sin Fader; men hvo, som omgaas med Skøger, vil øde sit Gods. |
| 4 | En Konge befæster Landet ved Ret; men en Mand. som tager Gaver, nedbryder det. |
| 5 | En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Fødder. |
| 6 | Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig. |
| 7 | En retfærdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab. |
| 8 | Mænd, som ere Spottere, ophidse en Stad; men de vise stille Vreden. |
| 9 | Naar en viis Mand gaar i Rette med en taabelig Mand, bliver denne vred og ler, og der bliver ingen Ro. |
| 10 | Blodgerrige Mænd hade den retsindige; men de oprigtige drage Omhu for hans Liv. |
| 11 | En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den. |
| 12 | Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige. |
| 13 | En fattig og en Undertrykker mødes; Herren giver begges Øjne Lys. |
| 14 | En Konge, som dømmer de ringe efter Sandhed, hans Trone skal stadfæstes evindelig. |
| 15 | Ris og Revselse give Visdom; men en Dreng, som overlades til sig selv, beskæmmer sin Moder. |
| 16 | Naar der bliver mange ugudelige, bliver der megen Overtrædelse; men de retfærdige skulle se paa deres Fald. |
| 17 | Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Ro og bringe din Sjæl Glæder. |
| 18 | Naar der ikke er profetiske Syner, bliver et Folk tøjlesløst; men den, som bevarer Loven, han er lyksalib. |
| 19 | Med Ord tugtes ikke en Træl; thi han mærker det nok og svarer ikke. |
| 20 | Ser du, at en Mand er hastig i sine Ord, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham. |
| 21 | Forkæler en sin Træl fra hans Ungdom af, da vil han til sidst være en Søn. |
| 22 | En vredagtig Mand opvækker rrætte, og en hidsig Mand begaar megen Overtrædelse. |
| 23 | Menneskets Hovmod nedtrykker ham; men den ydmyge vinder Ære. |
| 24 | Hvo som deler med en Tyv, hader sin Sjæl; han hører Besværgelsen og giver det ikke til Kende. |
| 25 | At forfærdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa Herren, bliver beskærmet. |
| 26 | Mange søge en Herskers Ansigt; men fra Herren er en Mands Ret. |
| 27 | En uretfærdig Mand er de retfærdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederststyggelighed. |
