| 1 | Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham. |
| 2 | Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn! |
| 3 | Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der Ødelægger Konger. |
| 4 | Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik, |
| 5 | at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret. |
| 6 | Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen, |
| 7 | at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu. |
| 8 | Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret. |
| 9 | Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret! |
| 10 | Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler. |
| 11 | Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke. |
| 12 | Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage. |
| 13 | Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder. |
| 14 | Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra. |
| 15 | Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde. |
| 16 | Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard. |
| 17 | Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke. |
| 18 | Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten. |
| 19 | Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen. |
| 20 | Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige. |
| 21 | Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj. |
| 22 | Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning. |
| 23 | Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet. |
| 24 | Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs. |
| 25 | Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid. |
| 26 | Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge. |
| 27 | Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og æder ikke Ladheds Brød. |
| 28 | Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa: |
| 29 | Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen. |
| 30 | Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde; som frygter Herren, hun skal roses. |
| 31 | Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene. |
