| 1 | Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt; |
| 2 | at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab. |
| 3 | Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane. |
| 4 | Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd. |
| 5 | Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. |
| 6 | For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det. |
| 7 | Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord. |
| 8 | Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus, |
| 9 | at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar; |
| 10 | at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus; |
| 11 | saa at du skal hyle paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen, |
| 12 | og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? |
| 13 | saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig. |
| 14 | Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden. |
| 15 | Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde |
| 16 | Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne? |
| 17 | Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig. |
| 18 | Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, |
| 19 | en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider. |
| 20 | Hvorfor vil dum min Søn! Sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm? |
| 21 | Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt. |
| 22 | Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer. |
| 23 | Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld. |
