| 1 | Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig. |
| 2 | Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten. |
| 3 | Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle! |
| 4 | Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding; |
| 5 | for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte. |
| 6 | Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter; |
| 7 | og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske som fattedes Forstand, |
| 8 | sog han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus, |
| 9 | i Tusmørket om Aftenen efter Dagen midt i Natten og Mørket. |
| 10 | Og se, en Kvinde mødte ham i Horestykke og underfundig i Hjertet, |
| 11 | støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus. |
| 12 | Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner. |
| 13 | Og hun tog fat paa hø og kyssede, ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham. |
| 14 | Der paalaa mig takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter; |
| 15 | derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig. |
| 16 | Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten; |
| 17 | jeg har overstænket min Senb med Myrra. Aloe og Kanel; |
| 18 | kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov; |
| 19 | thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort; |
| 20 | han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen. |
| 21 | Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber. |
| 22 | Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse, |
| 23 | indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv. |
| 24 | Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord! |
| 25 | Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier; |
| 26 | thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget. |
| 27 | Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre. |
