| 1 | Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst: |
| 2 | Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den; |
| 3 | ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene røber den. |
| 4 | Til eder, I Mænd, vi jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn. |
| 5 | I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand. |
| 6 | Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished. |
| 7 | Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber. |
| 8 | Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem. |
| 9 | De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab. |
| 10 | Tager imod min Undervisning og ikke imod SøIv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld. |
| 11 | Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den. |
| 12 | Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad. |
| 13 | Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg. |
| 14 | Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til. |
| 15 | Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret. |
| 16 | Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden. |
| 17 | Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig. |
| 18 | Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed. |
| 19 | Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv. |
| 20 | Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier, |
| 21 | til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre. |
| 22 | Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid. |
| 23 | Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var. |
| 24 | Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til. |
| 25 | Før Bjergene bleve nedsænkede; før Højene bleve til, er jeg født. |
| 26 | Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv. |
| 27 | Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden; |
| 28 | der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted; |
| 29 | der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold: |
| 30 | Da var jeg hos ham som Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle rider; |
| 31 | jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn. |
| 32 | Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje. |
| 33 | Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare! |
| 34 | Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper. |
| 35 | Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren. |
| 36 | Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden. |
