| 1 | Ord af Prædikeren, Davids Søn, i Jerusalem. |
| 2 | Forfængeligheders Forfængelighed! Sagde Prædikeren Forfængeligheders Forfængelighed, alt sammen Forfængelighed. |
| 3 | Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som han plager sig under Solen? |
| 4 | En Slægt gaar, og en Slægt kommer; men Jorden staar evindelig. |
| 5 | Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, hvor den gaar op. |
| 6 | Vinden gaar imod Sønden og drejer sig om imod Norden; den gaar frem, idet den vedbliver at dreje sig om, og til sine Kredse kommer Vinden tilbage. |
| 7 | Alle Bække løbe i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen komme de tilbage for at løbe. |
| 8 | Alt hvad man kunde nævne herom, vilde blive mat, ingen kunde udsige det Øjet mættes ej af at se, og Øret fyldes ej af at høre. |
| 9 | Hvad som var, det samme skal vorde, og hvad som er sket, det samme skal ske; og der er slet intet nyt under Solen. |
| 10 | Er der noget, om hvilket, man kan sige: Se, dette er nyt? Det var allerede i de forrige Tider, som have været før os. |
| 11 | Der er ingen Ihukommelse om de tidligere; og om de efterfølgende, som skulle komme, om dem skal der heller ikke være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter. |
| 12 | Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem. |
| 13 | Og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage til med Visdom at udforske alt det, som sker under Himmelen; det er en slem Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med. |
| 14 | Jeg saa alle de Gerninger, som ere gjorte under Solen, og se, det var alt Forfængelighed og Aands fortærelse. |
| 15 | Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kunne ikke tælles. |
| 16 | Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg er bleven stor og er gaaet frem i Visdom mere end alle de, som have været for mig i Jerusalem; og mit Hjerte har set megen Visdom og Kundskab. |
| 17 | Og jeg gav mit Hjerte hen til at forstaa Visdom og til at forstaa Galskab og Daarskab; jeg fornam, at ogsaa dette var Aandsfortærelse. |
| 18 | Thi hvor megen Visdom er, der er megen Græmmelse; og den, som forøger sin Kundskab, forøger sin lt Smerte. |
