| 1 | Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem: |
| 2 | Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen; |
| 3 | den Dag, da Huset: Vogtere bæve, og de stærke Mænd krumme sig, og, de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle; |
| 4 | da begge Døre til Gaden lukkes, naar Mølens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og sille Sanhedens Døtre nedbøjes; |
| 5 | da de ogsaa frygte for den høje, og eller er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden; |
| 6 | førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden; |
| 7 | og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den. |
| 8 | Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed! |
| 9 | Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis bland, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog. |
| 10 | Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord. |
| 11 | De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde. |
| 12 | Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Læsning trætter Legemet. |
| 13 | Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre. |
| 14 | Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt. |
