| 1 | Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid. |
| 2 | Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede; |
| 3 | en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge; |
| 4 | en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde; |
| 5 | en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag; |
| 6 | en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; |
| 7 | en Tid til at tie og en Tid til at tale; |
| 8 | en Tid til at. elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred. |
| 9 | Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa? |
| 10 | Jeg har set den Plage, som Gud har givet Mennneskens Børn at plage sig. med. |
| 11 | Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden. |
| 12 | Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gere godt i sit Liv; |
| 13 | og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, es en Guds Gave. |
| 14 | Jeg fornam, at alt det, som intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt. |
| 15 | Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet. |
| 16 | Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden. |
| 17 | Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning. |
| 18 | Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr. |
| 19 | Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed. |
| 20 | De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv: |
| 21 | Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden? |
| 22 | Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham? |
