| 1 | Vær ikke snar med din Mund, og lad dit Hjerte ikke haste med at fremføre et Ord for Guds ansigt; thi Gud er i Himmelen og du paa Jorden, derfor lad dine Ord være faa! |
| 2 | Thi hvor der er megen Møje, komme Drømme; og hvor der er mange Ord, der hører man Daarens Røst: |
| 3 | Naar du lover Gud et Løfte, tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer; hvad du lover, det betal! |
| 4 | Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler. |
| 5 | Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gerning. |
| 6 | Thi hvor der er mange Dømme, der er Forfænglighed, og ligesaa hvor der er mange Ord; men frygt Gud! |
| 7 | Dersom du ser, at en fattig fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed krænkes i Landskabet, da forundre dig ikke over den Idræt; thi en Høj er Vogter over en Høj, og den Højeste over dem begge; |
| 8 | og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land. |
| 9 | Hvo der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo som elsker meget Gods, ikke af Indtægt; ogsaa detyte er Forfængelighed. |
| 10 | Hvor Godset bliver meget, bliver der mange, som fortære det; hvad Fordel er der da for dem som eje det, uden det, at deres Øjne se derpaa? |
| 11 | Hvo der arbejder, ham er Søvnen sød, hvad heller han æder lidet eller meget; men den riges Mættelse tillader ham ej at sove. |
| 12 | Der er et slemt Onde, som jeg saa under Solen, at Rigdom bevares af sin Herre til hans egen Ulykke; |
| 13 | og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Stræben, saa at, om han avlede en Søn, |
| 14 | der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand. |
| 15 | Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret? |
| 16 | Ja, alle sine Dage æder han sit Brød i Mørket, og han har megen Græmmelse tillige med sin Sygdom og Harme. |
| 17 | Se her, hvad jeg ar set det er godt og smukt at æde og drikke og at se godt af alt sit Arbejde, som man arbejder med under Solen i alle sine Levedage, som Gud har givet en; thi det er hans Del; |
| 18 | og naar der er et Menneske, som Gud har givet Rigdom og Gods og givet ham Magt at æde deraf og at modtage sin Del og at glæde sig i sit Arbejde: Da er dette en Guds Gave. |
| 19 | Thi han vil ikke tænke meget paa sit Livs Dage, efterdi Gud bønhører ham, i hvad der er hans Hjertes Glæde. |
| 20 | |
