| 1 | Hvor er din elskede hengangen, du dejligste iblandt Kvinderne? hvor har din elskede vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig. |
| 2 | Min elskede er nedgangen i sin Have, til de duftende Blomsterbede for at vogte Hjorden i Haverne og at sanke Lillier. |
| 3 | Jeg er min elskedes, og min elskede er min, han, som vogter Hjorden iblandt Lillierne. |
| 4 | Du, min Veninde! er skøn som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som Hære under Banner |
| 5 | Vend dine Øjne bort fra mig, thi de gøre mig heftig; dit Haar er som en Gedehjord, der kommer op fra. Gilead. |
| 6 | Dine Tænder ere som en Faarehjord, som kommer op af svømmestedet, som alle sammen mmmde tvillinger, og blandt hvilke intet ere ufrugtbart. |
| 7 | Dine Tindinger ere som et Stykke af Granatæble imellem dine Lokker. |
| 8 | Der er tresindstyve Dronninger og firsindstyve Medhustruer og utallige Jomfruer. |
| 9 | Een er min Due, min fuldkomne, hun er sin Moders eneste, hun er ren for den, som hende fødte; Døtre saa hende og priste hende lykkelig, Dronninger og Medhustruer, og roste hende. |
| 10 | Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, dejlig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som Hære under Banner? |
| 11 | Jeg var nedgangen i Nøddehaven at se, hvor det grønnedes i Dalen, at se, om Vintræet havde skudt, om Granattræerne havde blomstret. |
| 12 | Førend jeg vidste det, gjorde min Sjæl mig som mit ædle Folks Vogne. |
| 13 | Vend om, vend om, o Sulamith! vend om, vend om, at vi maa se paa dig. Hvad ville I se paa Sulamith? Hun er som Dansen i Mahanim. |
