1 | Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda. |
2 | Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi Herren har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig. |
3 | En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet. |
4 | Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage. |
5 | Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat. |
6 | Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie. |
7 | Eders Land er en Ørk, eders Stæder ere opbrændte med Ild; fremmede fortære eders Land for eders Øjne, og der er en Ørk; som naar fremmede have væltet op og ned. |
8 | Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad. |
9 | Dersom ikke den Herre Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra. |
10 | I Sodomas Fyrster! hører Herrens Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov! |
11 | Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger Herren; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. |
12 | Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? |
13 | Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. |
14 | Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. |
15 | Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod. |
16 | Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde! |
17 | Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag! |
18 | Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger Herren. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld. |
19 | Dersom I ere villige og ulydige, skulle I æde Landets Gode. |
20 | Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi Herrens Mund har; talt det. |
21 | Hvorledes er den trofaste Stad leven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfærdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere. |
22 | Dit Sølv er blevet til Slagger, din Drik er spædet med Vand. |
23 | Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver de ville ikke skaffe, faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem. |
24 | Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender. |
25 | Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin. |
26 | Og jeg vil give dig Dommere igen som i Førstningen og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal, du kaldes Retfærdigheds Stad, en trofast By. |
27 | Zion skal forløses ved Ret og de omvendte i den ved Retfærdighed. |
28 | Men Overtrædere og Syndere skulle knuses til Hobe, og de som forlade Herren, skulle omkomme. |
29 | Thi de skulle blive til Skamme for de Terebinters Skyld, som I havde Lyst til, og I skulle beskæmmes for de Havers Skyld, som vare eders Glæde. |
30 | Thi I skulle blive som en Terebinte, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand. |
31 | Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker. |