| 1 | Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere være en Stad, men den skal være en sammenstyrtet Stenhob. |
| 2 | Aroers Stæder skulle blive forladte; de skulle være for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfærde dem. |
| 3 | Og det skal være forbi med Befæstningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle være som Israels Børns Herlighed, siger den Herre Zebaoth. |
| 4 | Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager. |
| 5 | Og det skal gaa, som naar en Høstmand griber om det staaende Korn, og hans Arm høster Aksene; og det skal gaa, som naar een samler Aks i Refaims Dal. |
| 6 | Og der skal blive en Efterslet tilovers derudi, som naar man ryster et Olietræ: To eller tre Bær i den Øverste Top, fire eller fem paa de frugtbare Kviste; siger Herren, Israels Gud. |
| 7 | Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel. |
| 8 | Og ham skal ikke se hen til Altrene, hans Hænders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder. |
| 9 | Paa den Dag skulle hans faste Stæder vorde som de forladte Skove og Højder, som man havde forladt for Israels Børns Skyld, og der skal blive en Ørk. |
| 10 | Thi dig har giemt din Frelses Gud og ikke ihukornmet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besætter din Vinbaand med fremmede Ranker. |
| 11 | Paa den Dag, du planter, gærder du ne derom, og om Morgenen bringer du min Sæd til at grønnes; er Høsten paa Sygdommens og den ulægelige Smertes Dag. |
| 12 | Ve, en Blæusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefærd! de buldre, som mægtige Vande buldre. |
| 13 | Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind. |
| 14 | Ved Aftenstid se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os; og deres Lod, som berøve os. |
