| 1 | Herre ! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed. |
| 2 | Thi du gjorde af Staden en Stenhob, af den faste Stad en Grushob, de fremmedes Paladser ere ikke længer en Stad; den skal ikke bygges evindelig. |
| 3 | Derfor skal et mægtigt Folk ære dig; grumme Hedningers Stæder skulle frygte dig |
| 4 | fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg. |
| 5 | Som Heden i det tørre Land, saa nedtrykker du de fremmedes Bulder; som Heden ved Skyggen af en Sky, saa dæmpes de grummes Sang. |
| 6 | Og den Herre Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gæstebud paa, dette Bjerg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin. |
| 7 | Og paa dette Bjerg skal han borttage Sløret, med hvilket alle Folkeslag ere tilslørede og Dækket, hvormed alle Hedninger ere bedækkede. |
| 8 | Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske Graaden af alle Ansigter og borttage sit Folks Forsmædelse af al Jorden; thi Herren har talt det. |
| 9 | Og man skal sige paa den Dag: Se, dette er vor Gud, vi have haabet paa ham, og han skal frelse os; dette er Herren, vi have haabet paa ham, vi ville fryde os glæde os ved hans Frelse. |
| 10 | Thi Herrens Haand skal hvile over dette Bjerg; men Moab skal nedtrædes, som man nedtræder Halm i Møddingpølen. |
| 11 | Og det skal brede sine Hænder ud deri, ligesom den der svømmer, udbreder dem for at svømme; og han skal nedtrykke dets Hovmod tillige med dets Hænders Rænker. |
| 12 | Og dine høje Mures Befæstning skal han styrte, nedkaste, slaa til Jorden indtil Støvet: |
