| 1 | Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn. |
| 2 | Oplader Portene at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab. |
| 3 | Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. |
| 4 | Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe. |
| 5 | Thi han nedbøjer dem, som bo i dets høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indlil Støvet. |
| 6 | Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin. |
| 7 | Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej. |
| 8 | Ja, paa dine Dommes Sti Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel. |
| 9 | Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed. |
| 10 | gliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed. |
| 11 | Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender. |
| 12 | Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os. |
| 13 | Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn. |
| 14 | De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse. |
| 15 | Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort. |
| 16 | Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem. |
| 17 | Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt. |
| 18 | Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live. |
| 19 | Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage. |
| 20 | Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over. |
| 21 | Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgernirlg; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne. |
