| 1 | Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven Ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du Ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov. |
| 2 | Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid. |
| 3 | Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig. |
| 4 | Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det. |
| 5 | Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed. |
| 6 | Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ. |
| 7 | Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig. |
| 8 | De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske. |
| 9 | Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade. |
| 10 | Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig. |
| 11 | I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder. |
| 12 | Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild. |
| 13 | Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke! |
| 14 | Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal? |
| 15 | Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde: |
| 16 | Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret. |
| 17 | Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land. |
| 18 | Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?" |
| 19 | Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan Fatte for dets stammende Tunges skyld. |
| 20 | Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over. |
| 21 | Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover. |
| 22 | Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os. |
| 23 | Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov. |
| 24 | Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse. |
