| 1 | I de Dage blev Ezekias dødssyg, og Esajas, Amozs Søn, Profeten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve. |
| 2 | Og Ezekias vendte sit Ansigt til Væggen og bad til Herren |
| 3 | og sagde: Ak, Herre! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt. |
| 4 | Og Herrens Ord skete til Esajas, sigende: |
| 5 | Gak og sig til Ezekias: Saa siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg lægger femten Aar til dine Dage. |
| 6 | Og jeg vil fri dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand og beskærme denne Stad. |
| 7 | Og du skal have dette Tegn af Herren paa, at Herren skal gøre denne Gerning, som han har sagt: |
| 8 | Se, jeg vil lade Solskivens Skygge, som med Solen er gaaet nedad paa Akas's Solskive, gaa ti Streger tilbage; og Solen gik ti Streger tilbage af de Streger, som den var gaaet ned. |
| 9 | Et Skrift af Ezekias, Judas Konge, der han havde været syg og var bleven helbredet af sin Sygdom: |
| 10 | Jeg sagde: Nu, da jeg har faaet rolige Dage, maa jeg vandre ind ad Dødsrigets Porte; jeg maa savne det Øvrige af mine Aar. |
| 11 | Jeg sagde: Jeg skal ikke se Herren, Herren i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, naar jeg er iblandt dem, som bo i Skyggeriget. |
| 12 | Min Levetid er afbrudt og flyttet fra mig som en Hyrdes Telt; jeg har sammenrullet mit Liv som en Væver sin Væv, fra Traadene af skæres jeg; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig. |
| 13 | Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig. |
| 14 | Jeg klagede som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; matte opløftede sig mine Øjne til det høje: Herre! jeg er beklemt, vær Borgen for mig! |
| 15 | Hvad skal jeg sige? han har sagt mig det, og han har fuldkommet det; jeg skal vandre sagtelig alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld. |
| 16 | Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig stærk og holde mig i Live! |
| 17 | Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg. |
| 18 | Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed. |
| 19 | Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed. |
| 20 | Herren er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i Herrens Hus. |
| 21 | Men Esajas sagde, at de skulde tage en Klump af Figen og gøre den til et Plaster paa hans Byld, saa skulde han leve. |
| 22 | Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til Herrens Hus? |
