| 1 | Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud; |
| 2 | taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder. |
| 3 | Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! |
| 4 | Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. |
| 5 | Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt. |
| 6 | Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken. |
| 7 | Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø. |
| 8 | Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig. |
| 9 | Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Rest med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud! |
| 10 | Se den Herre, Herre skal komme med Vælde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Anaigt. |
| 11 | Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die. |
| 12 | Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spande og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægt skaale? |
| 13 | Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raad giver undervist ham? |
| 14 | Med hvem har han raadført sig, som har give ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej? |
| 15 | Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv. |
| 16 | Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer. |
| 17 | Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed. |
| 18 | Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham? |
| 19 | En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølv kæder. |
| 20 | Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig ep dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler. |
| 21 | Ville I ikke, forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt? |
| 22 | Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi; |
| 23 | han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne. |
| 24 | Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm. |
| 25 | Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige. |
| 26 | Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een. |
| 27 | Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi? |
| 28 | Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig. |
| 29 | Han giver den trætte, som ingen Kræfter har. |
| 30 | De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat. |
| 31 | Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vingel som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte. |
