| 1 | Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer. |
| 2 | De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig. |
| 3 | Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel! |
| 4 | Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd? |
| 5 | I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne! |
| 6 | Din Del, er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg, berolige mig over disse Ting? |
| 7 | Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? |
| 8 | Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem. |
| 9 | Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget. |
| 10 | Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: "Jeg giver tabt!" du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg. |
| 11 | Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af men mig vil du ikke frygte! |
| 12 | Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig. |
| 13 | Naar du raaber, da lad dine Skarer redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg. |
| 14 | Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej! |
| 15 | Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene. |
| 16 | Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. |
| 17 | For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. |
| 18 | Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst. |
| 19 | Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham. |
| 20 | Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd. |
| 21 | De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred. |
