HomeMenu
Jesus · Bible · HTML · CSS · JS · PHP · SVG · Applications

Jeremias 46

1Herrens Ord, som kom: til Profeten Jeremias, imod Hedningerne.
2Imod Ægypten, imod Farao-Neko, Kongen af Ægyptens Hær, som stod ved Floden Eufrat fra Karkemis, og som Nebukadnezar, Kongen af Babel, slog i Judas Konge Jojakims, Josias's Søns fjerde Aar:
3Bereder smaa Skjolde og store Skjolde, og kommer frem til Striden.
4Spænder Hestene for og stiger op paa Hestene, og stiller eder frem med Hjelme paa; polerer Spydene, ifører eder Panserne!
5Hvorfor ser jeg dem forfærdede og vigende tilbage, og at deres vældige knuses og ilsomt fly uden at se tilbage? Rædsel trindt omkring, siger Herren.
6Den lette skal ikke undfly og den vældige ikke undkomme; imod Nord, ved Bredden af Floden Eufrat, snuble de og falde.
7Hvo er denne, der stiger op som Nilen, hvis. Vande bølge som Floderne?
8Ægypten stiger op som Nilen, og Vandene bølge som Floderne; og det sagde: Jeg vil stige op, bedække Landet, ødelægge Stæder og dem, som bo deri.
9Drager op, I Heste! og raserr I Vogne! og lader de vældige drage ud: Morland og Put, udrustede med Skjold, og Ludierne, de Øvde Bueskytter.
10Og denne Dag er Herrens, den Herre Zebaoths Hævns Dag, da han vil hævne sig paa sine Modstandere, og Sværdet skal fortære dem, og blive mæt og vædet af deres Blod; thi Herren, den Herre Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat.
11Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! forgæves bruger du megen Lægedorm der er ingen Helbredelse for dig.
12Folkefærd hørte din Skam, og dit Klagemaal fyldte Landet; thi den vældige snublede over den vældige, de faldt begge tilsammen.
13Det Ord, sum Herren talte til Profeten Jeremias, om at Nebukadnezar, Kongen af Babel, skulde komme at slaa Ægyptens Land:
14Kundgører det i Ægypten, og lader det høres i Migdol, og lader det høres i Nof og i Thakpankes; siger: Stil dig frem, lav dig til, thi Sværdet har fortæret, hvad der er trindt omkring dig.
15Hvorfor ere dine mægtige slagne med? de holdt ikke Stand, thi Herren stødte dem ned.
16Han bragte mange til at snuble; den ene faldt endog over den anden, og de sagde: Staar op og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreland, for ødelæggelsens Sværd.
17Der raabte de: Farao, Kongen af Ægypten; er et Bulder; han lod den bestemte Tid gaa forbi.
18Saa sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth: Som Tabor iblandt Bjergene og som Karmel ved Havet, skal han komme.
19Skaf dig Rejsetøj, du Indbyggerske, Ægyptens Datter! thi Nof skal blive øde og opbrændes, saa at ingen skal bo deri.
20Ægypten er er saare dejlig Kvie; Fordærvelse fra Norden kommer, den kommer.
21Og saa dets Lejesvende i dets Midte der ere som fedede Kalve, ogsaa disse vende om, de fly til Hobe, di holde ikke Stand; thi deres Fordærvelses Dag kommer over dem, dere, Hjemsøgelses Tid.
22Dets Lyde som Slangens, der bevæger sig frem thi med en Hær rykke de frem, o med Økser anfalde de det som de der ville omhugge Træer.
23De skulle udrydde dets Skov, siger Herren, thi den er uigennemtrængelig; thi de ere flere end Græshopper, og de er ikke Tal paa dem.
24Ægypten Datter er beskæmmet, hun er give i Nordens Folks Haand.
25Den Herren Zebaboth, Israels Gud, siger: Se; jeg hjemsøger Amon fra No og Farao og Ægypten; og dets Guder og dets; unger, ja Farao og dem, som forlade sig paa ham.
26Og jeg vil give dem i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Nebukadnezar, Kongen af Babels, Haand, og i hans Tjeners Land; og derefter skal det holde sig roligt, ligesom i gamle dage, siger Herren.
27Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfærdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Sæd fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfærde ham.
28Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger Herren, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.