| 1 | Jeg er den Mand, som saa Elenddighed ved hans Vredes Ris. |
| 2 | Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys. |
| 3 | Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag. |
| 4 | Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben. |
| 5 | Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje. |
| 6 | Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Eviglred. |
| 7 | Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar. |
| 8 | Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn. |
| 9 | Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede. |
| 10 | Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul. |
| 11 | Han lod rnine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde. |
| 12 | Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen. |
| 13 | Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer. |
| 14 | Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag. |
| 15 | Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke |
| 16 | og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske. |
| 17 | Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode. |
| 18 | Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren. |
| 19 | Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde! |
| 20 | Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre. |
| 21 | Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe; |
| 22 | Det er, Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende. |
| 23 | Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor. |
| 24 | Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham. |
| 25 | Herren er god imod dem; som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efler ham. |
| 26 | Det er godt; at man haaber og er stille til Herrens Frelse. |
| 27 | Det er en Mand godt. at han bærer Aag i sin Ungdom. |
| 28 | Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham. |
| 29 | Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning. |
| 30 | Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse. |
| 31 | Thi Herren skal ikke forkaste evindelig. |
| 32 | Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed. |
| 33 | Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn. |
| 34 | For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder; |
| 35 | for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt; |
| 36 | for at forvende et Menneskes Retssag - skuer Herren ikke ned. |
| 37 | Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det? |
| 38 | Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund? |
| 39 | Hvorfor klager et Menneske som lever? - enhver for sine Synder! |
| 40 | Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren! |
| 41 | Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen! |
| 42 | Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke. |
| 43 | Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke. |
| 44 | Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem. |
| 45 | Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene. |
| 46 | Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os. |
| 47 | Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang: |
| 48 | Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang. |
| 49 | Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse, |
| 50 | indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen. |
| 51 | Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre. |
| 52 | Han jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund. |
| 53 | De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig. |
| 54 | Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig. |
| 55 | Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe. |
| 56 | Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab! |
| 57 | Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke! |
| 58 | Herre du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv. |
| 59 | Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag! |
| 60 | Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig. |
| 61 | Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig, |
| 62 | mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag. |
| 63 | Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang. |
| 64 | Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning. |
| 65 | Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til. |
| 66 | Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel. |
