| 1 | Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse! |
| 2 | Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge. |
| 3 | Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Brødre ere som Enker. |
| 4 | Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling. |
| 5 | Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile. |
| 6 | Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød. |
| 7 | Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger. |
| 8 | Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand. |
| 9 | Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken. |
| 10 | Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød. |
| 11 | De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder. |
| 12 | Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret. |
| 13 | Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved. |
| 14 | De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg. |
| 15 | Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig. |
| 16 | Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet. |
| 17 | Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede: |
| 18 | For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa. |
| 19 | Du, Herre! du bliver evindelig din Trone fra Slægt til Slægt. |
| 20 | Hvorfor vil du glemme og evindelig? forlade os saa lang en Tid? |
| 21 | Herre før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid! |
| 22 | Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os? |
