| 1 | Herrens Ord, som kom til Joel Pethuels Søn. |
| 2 | Hører dette, I gamle! og laaner øren, alle Landets Indbyggere! mon saadant er sket i eders Dage eller i eders Fædres Dage? |
| 3 | Fortæller eders Børn derom, og eders Børn fortælle deres Børn og deres Børn den næste Slægt! |
| 4 | Hvad Høskrækken lod overblive aad Græshoppen, og hvad Græshoppen lod overblive, aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, aad Kornormen. |
| 5 | Vaagner op, I drukne, og græder! og hyler, alle I, som drikke Vin, over Mosten! thi den er reven bort fra eders Mund. |
| 6 | Thi et Folk er draget op. over mit Land, stærkt og ikke til at tælle; det har Tænder som Løvers Tænder og Kindtænder som Løvindens. |
| 7 | Det har ødelagt mit Vintræ og knækket mit Figentræ; det har gjort det aldeles bart og kastet det ned, Rankerne derpaa ere blevne hvide. |
| 8 | Hyl som en Jomfru, der har iført sig Sæk for sin Ungdoms Brudgom! |
| 9 | Madoffer og Drikoffer er revet bort I for Herrens Hus, Præsterne, Herrens Tjenere, sørge |
| 10 | Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen. |
| 11 | Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt. |
| 12 | Vintræet er fortørret, og Figentræet er sygnet hen; Granatæbletræet, selv Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørnede; ja, Fryd er skamtuld vegen bort fra Menneskenes Børn. |
| 13 | Omgjorder eder og sørger, I Præster! hyler, I Altertjenere! gaar ind, tilbringer Natten i Sørgedragt, I min Guds Tjenere! thi Madoffer og Drikoffer er forment eders Guds Hus. |
| 14 | Helliger en Faste, udraaber en Forsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til Herrens eders Guds Hus, og raaber til Herren! |
| 15 | Ve, den Dag! thi Herrens Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige. |
| 16 | Er ikke Føden reven bort for vore Øjne, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus? |
| 17 | Sædekornene ere raadnede under Jordskorpen, Forraadshusene ligge øde, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er blevet til Skamme. |
| 18 | Hvor sukker dog Kvæget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Græsgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde. |
| 19 | Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue har svedet alle Træerne paa Marken. |
| 20 | Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken. |
