| 1 | En Bøn af Profeten Habakuk; efter Sigjonoth. |
| 2 | Herre! jeg har hørt Tidenden om dig, jeg frygter; Herre! din Gerning, kald den til Live midt i Aarene, midt i Aarene kundgøre du den; i Vrede komme du i Hu at være barmhjertig! |
| 3 | Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestæt bedækker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden. |
| 4 | Og en Glans, som Lyset bryder frem, Straaler har han til Siden, og der skjuler han sin Magt. |
| 5 | Foran ham gaar Pesten, og efter ham udgaar dræbende Sot. |
| 6 | Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skæne, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid. |
| 7 | Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttrapperne i Midians Land ryste. |
| 8 | Er vel din Vrede, o Herre! optændt imod Floderne? din Vrede imod Floderne og din Harme imod Havet? at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Vogne til Frelse. |
| 9 | Din blottede Bue tages frem, med Ed stadfæstede ved Ordet ere Straffens Ris. Sela. I Strømme kløver du Jorden. |
| 10 | Bjerge se dig, de skælve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden hæver sin Røst, den opløfter sine Hænder imod det høje. |
| 11 | Sol og Maane træde tilbage i deres Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem, for Glansen af dit Spyds Lyn. |
| 12 | I Fortørnelse skrider du frem paa Jorden, i Vrede nedtræder du Hedningerne. |
| 13 | Du er dragen ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den ugudeliges Has, idet du blotter Grundvolden op til Halsen. Sela. |
| 14 | Du gennemborer ved hans Spyd Hovederne paa hans Skarer, som storme frem for at adsprede mig, og hvis Glæde var som til at æde den elendige i Skjul. |
| 15 | Du drager igennem Havet paa dine Heste, igennem de mange Vandes Hob. |
| 16 | Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det. |
| 17 | Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. |
| 18 | Men jeg vil glæde mig i Herren; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud. |
| 19 | Den Herre, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg. |
