| 1 | Oplad dine Døre, Libanon! og! Ild tære paa dine Gedre! |
| 2 | Hyl, Cypres! thi Cederen er falden, thi de, som vare de hellige, ere ødelagte; hyler, Basaris Ære! thi den velforvarede Skov er fældet. |
| 3 | Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de tunge: Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt. |
| 4 | Saa sagde Herren, min Gud: Vogt de Slagtefaar, |
| 5 | hvilke de, der købe dem, dræbe og blive ikke strafskyldige, medens de, der sælge dem, sige: Lovet være Herren, at jeg bliver rig; og ingen af deres Hyrder sparer dem. |
| 6 | Thi jeg vil ikke Længere spare Jordens Beboere, siger Herren; og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelægge: Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand. |
| 7 | Og jeg fødte Slagtefaarene derhos de elendige af Faarene; og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg: "Liflighed", og den anden kaldte jeg: "Baand", og jeg vogtede Faarene, |
| 8 | og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig; |
| 9 | og jeg sagde: Jeg vil ikke vogte eder; hvad som dør, maa dø, og hvad som omkommer, maa omkomrne, og de overblevne maa æde den ene den andens Kød. |
| 10 | Og jeg tog min Stav "Liflighed", og sønderhuggede den for at tilintetgøre min Pagt, som jeg havde gjort med alle Folkeslag. |
| 11 | Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var Herrens Ord. |
| 12 | Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det være; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv. |
| 13 | Og Herren sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dern! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i Herrens Hus til Pottemageren. |
| 14 | Og jeg sønderhuggede min anden Stav, kaldet "Baand", for at tilintetgøre Broderskabet imellem Juda og Israel. |
| 15 | Og Herren sagde til mig: Tag dig endnu en taabelig Hyrdes Redskab! |
| 16 | Thi se, jeg lader en Hyrde fremstaa i Landet; dem, som ere nær ved at omkomme, skal han ikke se til, det forvildede skal han ikke opsøge, det, som har taget Skade, skal han ikke læge; det, som holder sig oprejst, skal han ikke forsørge, men Kødet af det fedede skal han æde, og dets Klove skal han sønderrive. |
| 17 | Ve den unyttige Hyrde, som forlader Faarene! et Sværd skal komme imod hans Arm og imod hans højre Øje; hans Arm skal visne hen, og hans højre Øje skal blive aldeles dunkelt. |
