| 1 | Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde: |
| 2 | Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup. |
| 3 | Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. |
| 4 | Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. |
| 5 | Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab; |
| 6 | Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. |
| 7 | Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad. |
| 8 | Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd; |
| 9 | gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde. |
| 10 | Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester. |
| 11 | Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. |
| 12 | Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. |
| 13 | Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. |
| 14 | Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte. |
| 15 | Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord. |
| 16 | Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person. |
| 17 | Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei? |
| 18 | Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig? |
| 19 | Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning. |
| 20 | Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette? |
| 21 | De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er. |
| 22 | Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort. |
| 23 | Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde: |
| 24 | Mester! Moses har sagt: naar Nogen Døer, og har ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd. |
| 25 | Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru. |
| 26 | Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende; |
| 27 | men sidst af dem alle døde og Kvinden. |
| 28 | Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende. |
| 29 | Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft. |
| 30 | Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. |
| 31 | Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger: |
| 32 | jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes. |
| 33 | Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom. |
| 34 | Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig. |
| 35 | Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde: |
| 36 | Mester, hvilket er det store Bud i Loven? |
| 37 | Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind. |
| 38 | Dette er det første og store Bud. |
| 39 | Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv. |
| 40 | Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne. |
| 41 | Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: |
| 42 | Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids. |
| 43 | Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger: |
| 44 | Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel? |
| 45 | Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn? |
| 46 | Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag. |
