1 | Og det skete, der Jesus havde endt alledisse Ord, sagde han til sine Disciple: |
2 | I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. |
3 | Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas. |
4 | Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham. |
5 | men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. |
6 | Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus, |
7 | da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords. |
8 | Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde? |
9 | Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige. |
10 | Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig. |
11 | Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid. |
12 | Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde. |
13 | Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse. |
14 | Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster, |
15 | og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge. |
16 | Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham. |
17 | Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet? |
18 | Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple. |
19 | Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet. |
20 | Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv. |
21 | Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig. |
22 | Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig? |
23 | Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig. |
24 | Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født. |
25 | Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det. |
26 | Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. |
27 | Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf; |
28 | thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. |
29 | Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige. |
30 | Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. |
31 | Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes. |
32 | Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa. |
33 | Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges. |
34 | Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. |
35 | Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene. |
36 | Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder. |
37 | Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes. |
38 | Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig. |
39 | Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil. |
40 | Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig! |
41 | Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. |
42 | Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie. |
43 | Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede. |
44 | Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord. |
45 | Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder. |
46 | Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig. |
47 | Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste. |
48 | Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham! |
49 | Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham. |
50 | Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham. |
51 | Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af. |
52 | Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. |
53 | Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle? |
54 | Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til? |
55 | Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke. |
56 | Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede. |
57 | Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede. |
58 | Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden. |
59 | Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet. |
60 | Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde: |
61 | denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage. |
62 | Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig? |
63 | Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. |
64 | Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer. |
65 | Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse. |
66 | Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden. |
67 | spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe. |
68 | Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog? |
69 | Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer. |
70 | Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger. |
71 | Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth. |
72 | Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske. |
73 | Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig. |
74 | Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen. |
75 | Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig. |