| 1 | Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham. |
| 2 | Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham. |
| 3 | Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde: |
| 4 | jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil. |
| 5 | Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig. |
| 6 | Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde; det er ikke tilladt at lægge dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge. |
| 7 | Men de holdt Raad og kjøbte den Pottemagers Ager derfor, til at Jorden Fremmede udi. |
| 8 | Derfor blev den Ager kaldet Blodager indtil denne Dag. |
| 9 | Da fuldkommedes det, som talet er ved Propheten Jeremias, som siger: og de toge de dredive Sølvpenninge, den Burderedes Værd, hvilken Israels Børn vurderede, |
| 10 | og de gave dem for en Pottemagers Ager, som Herren befol mig. |
| 11 | Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det. |
| 12 | Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet. |
| 13 | Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig? |
| 14 | Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare. |
| 15 | Men paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde. |
| 16 | Men de havde da en mærkelig Fange, som hedte barrabas. |
| 17 | Derfor, det de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas eller Jesus, som kaldes Christus? |
| 18 | Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham. |
| 19 | Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld. |
| 20 | Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus. |
| 21 | Men Landshævdingen svarede og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas. |
| 22 | Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes! |
| 23 | Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! |
| 24 | Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil. |
| 25 | Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn. |
| 26 | Da gav han dem Barrabas løs; men Jesus lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes. |
| 27 | Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus til sig i Domhuset, og samlede om ham den ganske Rode. |
| 28 | Og de afklædte ham og kastede en Purpurkaabe om ham. |
| 29 | Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: hil være dig du Jødernes Konge. |
| 30 | Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved. |
| 31 | Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han og iførte ham hans egne Klæder, og førte ham hen at Korsfæstes. |
| 32 | Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. |
| 33 | Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, der er udlagt: Hovedpandested, |
| 34 | da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke. |
| 35 | Men de, som havde korsæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine Klæder og kastede Lod om min Klædebon. |
| 36 | Og de sadde der og toge vare paa ham. |
| 37 | Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham skreven: denne er Jesus, den Jødernes Konge. |
| 38 | Da korsfæstede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side. |
| 39 | Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde: |
| 40 | du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset. |
| 41 | Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde: |
| 42 | han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham; |
| 43 | han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn. |
| 44 | Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham. |
| 45 | Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time. |
| 46 | Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig? |
| 47 | Men Nogle af dem, som der stode, da de hørte det, sagde de: han kalder paa Elias. |
| 48 | Og strax løb Een af dem og tog en Svamp, og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør, og gav ham at drikke. |
| 49 | Men de Andre sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer og vil frelse ham. |
| 50 | Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden. |
| 51 | Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil Nederste, og Jordenskjalv, og klipperne revnede; |
| 52 | og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode, |
| 53 | og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange. |
| 54 | Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn. |
| 55 | Men der vare mange Kvinder, som langt fra saae det an, hvilke have fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. |
| 56 | Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedæus' Sønners Moder. |
| 57 | Men der det var blevet Aften, kom en rig Mand af Arimathæa, ved Navn Joseph, hvilken og selv havde været Jesu Discipel. |
| 58 | Denne gik til Pilatus, og begjerede Jesu Legeme. Da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham Legemet. |
| 59 | Og Joseph tog Legemet og svøbte det i et reent fiint Linklæde, |
| 60 | og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven, og gik bort. |
| 61 | Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven. |
| 62 | Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelses Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus, |
| 63 | og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. |
| 64 | Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første. |
| 65 | Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide. |
| 66 | Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen. |
