| 1 | Og han traadte ind i Skibet og foer over og kom til sin egen Stad. |
| 2 | Og See, de førte en værkbruden til ham, som laa paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder er dig forladne. |
| 3 | Og see, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud. |
| 4 | Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter? |
| 5 | Thi hvilket er Lettere, at sige: dine Synder ere dig forladne? eller at sige: staa op og vandre? |
| 6 | Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlader Synder, da siger han til den Værkbrudne: Staa op, og tag din Seng op, og gak til dit Huus. |
| 7 | Og han stod op og gik bort til sit Huus. |
| 8 | Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt. |
| 9 | Og der Jesus gik bort derfra, saae han et Menneske sidde i Tolboden, han hed Matthæus; og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham. |
| 10 | Og det skete, der han sad tilbors i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere, og sadde tilbords med Jesus og hans Disciple. |
| 11 | Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi æder Eders Mester med Toldere og Syndere? |
| 12 | Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde. |
| 13 | Men gaar hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse. |
| 14 | Da kom Johannes' Disciple til ham og sagde: hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine Disciple faste ikke? |
| 15 | Og Jesus sagde til dem: kunne Bryllupsfolkene sørge, saalænge Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste. |
| 16 | Men Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver være. |
| 17 | Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Viinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. |
| 18 | Der han dette talede til dem, see, da kom en Øverste og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er just nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende. |
| 19 | Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. |
| 20 | Og see, en Kvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag fra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon; |
| 21 | thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rør ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredt. |
| 22 | Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde hen: Datter! vær frimodig, din tro har frelst dig. Og Kvinden blev helbredt fra den samme Stund. |
| 23 | Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Folket, som buldrede, og sagde han til dem: |
| 24 | viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham. |
| 25 | Men der Folket var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden, da stod Pigen op. |
| 26 | Og dette Rygte kom ud i det ganske Land. |
| 27 | Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os. |
| 28 | Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre! |
| 29 | Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro! |
| 30 | Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide. |
| 31 | Men da de gik ud, udspredte de hans Rygte i det ganske Land. |
| 32 | Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat. |
| 33 | Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel. |
| 34 | Men Pharisæerne sagde: han uddriver Djævle ved Djævelenes Øverste. |
| 35 | Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, og lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket. |
| 36 | Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde. |
| 37 | Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa; |
| 38 | beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst. |
