| 1 | Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand. |
| 2 | Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa sabbaten, paa det de kunde anklage ham. |
| 3 | Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: træd frem her i Midten. |
| 4 | Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug. |
| 5 | Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden. |
| 6 | Og Pharisæerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. |
| 7 | Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa, |
| 8 | og fra Jerusalem og fra Jdumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham. |
| 9 | Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle være tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde trænge ham. |
| 10 | Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham. |
| 11 | Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn. |
| 12 | Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var. |
| 13 | Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham. |
| 14 | Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike, |
| 15 | og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle; |
| 16 | Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus; |
| 17 | og Jakob, Zebedæus' Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner; |
| 18 | og Andreas, og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jacob, Alphæus' Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites, |
| 19 | og Judas Ischariotes, som og forraadte ham. |
| 20 | Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad. |
| 21 | Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig. |
| 22 | Og de Skriftkloge, som vare komme ned fra Jesrusalem, sagde: han har Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle. |
| 23 | Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden? |
| 24 | Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae. |
| 25 | Og dersom et huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae. |
| 26 | Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham. |
| 27 | Der kan jo Ingen gaae ind i den stærkes huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus. |
| 28 | Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; |
| 29 | men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, har ingen forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom. |
| 30 | Thi de have sagt: han har en ureen Aand. |
| 31 | Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde. |
| 32 | Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig. |
| 33 | Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre? |
| 34 | Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min Moder og mine Brødre. |
| 35 | Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder. |
