| 1 | Og han begyndte atter at lære ved Søen, og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen. |
| 2 | Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning: |
| 3 | Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae. |
| 4 | Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op. |
| 5 | Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. |
| 6 | Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det. |
| 7 | Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. |
| 8 | Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold. |
| 9 | Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre. |
| 10 | Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen. |
| 11 | Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser; |
| 12 | at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem. |
| 13 | Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser? |
| 14 | Den, som saaer, saaer Ordet. |
| 15 | Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter. |
| 16 | Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde; |
| 17 | dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax. |
| 18 | Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet; |
| 19 | og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. |
| 20 | Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold. |
| 21 | Og han sagde til dem: kommer Lyset ind for at sættes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at sættes paa Lysestagen? |
| 22 | Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset. |
| 23 | Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre! |
| 24 | Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere. |
| 25 | Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har. |
| 26 | Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden, |
| 27 | og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes. |
| 28 | Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet. |
| 29 | Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden. |
| 30 | Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det? |
| 31 | Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden; |
| 32 | og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge. |
| 33 | Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte. |
| 34 | Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen. |
| 35 | Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side. |
| 36 | Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham. |
| 37 | Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes. |
| 38 | Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae? |
| 39 | Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille. |
| 40 | Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro? |
| 41 | Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige? |
