| 1 | Og de kom paa hiin Side Søen til de Gedareners Egn. |
| 2 | Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand. |
| 3 | Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker. |
| 4 | Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham. |
| 5 | Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene. |
| 6 | Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham, |
| 7 | og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. |
| 8 | Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske! |
| 9 | Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange. |
| 10 | Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet. |
| 11 | Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Svin, som græssede; |
| 12 | og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem. |
| 13 | Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen. |
| 14 | Men Svinehyrderne flygtede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet. |
| 15 | Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes. |
| 16 | Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene. |
| 17 | Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne. |
| 18 | Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham. |
| 19 | Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig. |
| 20 | Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle. |
| 21 | Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Siden, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen. |
| 22 | Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder. |
| 23 | Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve. |
| 24 | Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham. |
| 25 | Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar. |
| 26 | Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende. |
| 27 | Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon. |
| 28 | Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, de bliver jeg frelst. |
| 29 | Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredt fra denne Plage. |
| 30 | Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klæder? |
| 31 | Og hans disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig? |
| 32 | Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette. |
| 33 | Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden. |
| 34 | Men han sagde til hende: Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage. |
| 35 | Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere? |
| 36 | Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun! |
| 37 | Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. |
| 38 | Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget. |
| 39 | Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover. |
| 40 | Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae. |
| 41 | Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op! |
| 42 | Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade. |
| 43 | Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde. |
