| 1 | I de samme Dage, da der var saare meget Folk, og de Intet havde at æde, kaldte Jesus sine Disciple til sig og sagde til dem: |
| 2 | mig ynkes inderligen over Folket; thi de have nu tøvet hos mig i tre Dage og have Intet at æde. |
| 3 | Og dersom jeg lader dem fare fastende hjem, maatte de forsmægte paa Veien; thi Nogle af dem ere komne langt fra. |
| 4 | Og hans Disciple svarede ham: hvorfra skulde Nogen kunde mætte disse med Brød her i Ørken? |
| 5 | Og han spurgte dem ad: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv. |
| 6 | Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden og tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for dem; og de lagde dem for Folket. |
| 7 | Og de havde faa smaa Fiske; og han velsignede dem og bød, at ogsaa disse skulde lægges for. |
| 8 | Men de aade og bleve mætte; og optoge af de levnede Stykker syv Kurve. |
| 9 | Men de vare ved fire Tusinde, som havde ædet, og han lod dem fare. |
| 10 | Og strax traadte han i Skibet med Disciplene og kom til Dalmanuthas Egne. |
| 11 | Og Pharisæerne gik ud og begyndte at bespørge sig med ham og begjerede af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. |
| 12 | Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: hvi søger denne slægt tegn? Sandelig siger jeg Eder, at intet Tegn skal gives denne Slægt. |
| 13 | Og han lod dem fare og traadte i Skibet igjen og foer til hiin Side. |
| 14 | Og de havde glemt at tage Brød med og havde ikke mere med sig i Skibet end eet Brød. |
| 15 | Og han bød dem og sagde: seer til, tager Eder vare for Pharisæernes Suurdeig og Herodes' Suurdeig. |
| 16 | Og de bespurgte sig indbyrdes og sagde: det er, fordi vi ikke have Brød. |
| 17 | Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? |
| 18 | Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu? |
| 19 | Da jeg bød fem Brød til fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde til ham: tolv. |
| 20 | Men da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde: syv. |
| 21 | Og han sagde til dem; hvorledes forstaae I da ikke? |
| 22 | Og han kom til Bethsaida; og de førte en Blind til ham og bade ham, at han vilde røre ved ham. |
| 23 | Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget. |
| 24 | Og han saae op og sagde: jeg seer Mennesker, som Træer, gaae omkring. |
| 25 | Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øine og kom ham til at see, og han blev helbredet og saae Alle klarlig. |
| 26 | Og han sendte ham til hans Huus og sagde: du skal hverken gaae ind i Byen, ei heller sige det til Nogen i Byen. |
| 27 | Og Jesus og hans Disciple gik ud til de Byer ved Cæsarea Philippi; og paa Veien spurgte han sine Disciple og sagde til dem: hvem sige Menneskene mig at være? |
| 28 | Men de svarede: Nogle sige, du er Johannes den Døber; og Andre Elias; men Andre, een af Propheterne. |
| 29 | Og han sagde til dem: men I hvem sige I, at jeg er? Da svaede Peter og sagde til ham: du er Christus. |
| 30 | Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde sige Nogen dette om ham. |
| 31 | Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage. |
| 32 | Og han talede dette frit ud. Og Peter tog ham til sig og begyndte at straffe ham. |
| 33 | Men han vendte sig om og saae paa sine Disciple, og straffede Peter og sagde: vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er. |
| 34 | Og han kaldte Folket til sig tilligemed sine Disciple og sagde til dem: hvo som vil komme efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. |
| 35 | Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min og Evangeliums Skyld, han skal frelse det. |
| 36 | Thi hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden og tog Skadepaa sin Sjæl? |
| 37 | Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? |
| 38 | Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord ibaldt denne vanartige og syndige Slægt, ved den skal og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle. |
