| 1 | Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt. |
| 2 | Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske. |
| 3 | Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander. |
| 4 | Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske, |
| 5 | dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig. |
| 6 | Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger. |
| 7 | Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem? |
| 8 | Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden? |
| 9 | Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse: |
| 10 | der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder. |
| 11 | Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder. |
| 12 | Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. |
| 13 | Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! |
| 14 | Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. |
| 15 | Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem. |
| 16 | Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. |
| 17 | Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind. |
| 18 | Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv? |
| 19 | Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud. |
| 20 | Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder. |
| 21 | Da sagde han: dette har jeg holdet altsammen fra min Ungdom af. |
| 22 | Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig. |
| 23 | Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig. |
| 24 | Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; |
| 25 | thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. |
| 26 | Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig? |
| 27 | Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud. |
| 28 | Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig. |
| 29 | Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, |
| 30 | som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv. |
| 31 | Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn. |
| 32 | Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes, |
| 33 | og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae. |
| 34 | Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt. |
| 35 | Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede. |
| 36 | Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var? |
| 37 | Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. |
| 38 | Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig! |
| 39 | Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn forbarm dig over mig! |
| 40 | Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: |
| 41 | hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende. |
| 42 | Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig. |
| 43 | Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud. |
