| 1 | Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste. |
| 2 | Og de talede til ham og sagde: siig os: af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som har givet dig denne Magt? |
| 3 | Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det: |
| 4 | Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? |
| 5 | Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke? |
| 6 | Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet. |
| 7 | Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. |
| 8 | Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting. |
| 9 | Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands en Tid lang. |
| 10 | Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig. |
| 11 | Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhændet fra sig. |
| 12 | Og han blev ved og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de og udstødte ham. |
| 13 | Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig. |
| 14 | Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores. |
| 15 | Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem? |
| 16 | Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig! |
| 17 | Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen? |
| 18 | Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse. |
| 19 | Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem. |
| 20 | Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. |
| 21 | Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. |
| 22 | Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? |
| 23 | Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig? |
| 24 | Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens. |
| 25 | Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er. |
| 26 | Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug. |
| 27 | Men nogle af Sadducæerne, hvilke nægte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde: |
| 28 | Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Sæd. |
| 29 | Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. |
| 30 | Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs. |
| 31 | Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn. |
| 32 | Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden. |
| 33 | I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru. |
| 34 | Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes. |
| 35 | Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. |
| 36 | De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn. |
| 37 | Men at de Døde opvækkes, har og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. |
| 38 | Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle. |
| 39 | Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel. |
| 40 | Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget. |
| 41 | Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn? |
| 42 | da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand, |
| 43 | indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. |
| 44 | Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn. |
| 45 | Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple: |
| 46 | vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne, |
| 47 | dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom. |
